England - mandag den 29. juni 2009
Fra Rosthwaite til Wasdale Head
Dagens distance: 12,9 km. (I luftlinie: 9,46 km. og i bil: 84,3 km.)
Dagens samlede stigning: 276 m.
Efter den obligatoriske english breakfast, serveret af nogle unge østeuropæiske, fnisende piger, var der afgang ved 9-tiden. Efter lidt proviantering hos den lokale købmand i Rosthwaite, gik det atter af sted i flot vejr med skyfri himmel. Vi var alle ved godt mod, selv om det kunne mærkes, at vi nu havde været i gang i 3 dage.
Først gik det langs vejen til Seatoller og langs River Derwent. Ved Stockie Bridge (en stenbro), gik det op gennem et pas til Styhead Tarn, en flot bjergsø der ligger 433 moh. med udsigt til Lingmill, et bjerg på 749 meter.
Frokosten blev indtaget ved bjergsøen og her oplevede jeg for første gang den fornemmelse, som Jørn havde fortalt om. Hvor dejligt det er, at dyppe ens varme, opsvulmede og trætte fødder i en kølig skovsø. Man bliver et nyt menneske lige med det samme!
Efter en god frokostpause, gik det atter af sted mod dagens mål Wasdale. Nedstigningen var lidt træls. Et enkelt sted skulle vi kravle på kanten af en stor klippe. Det var ikke helt så rart med en stor rygsæk, men det gik. En stor del af vejen ned gik via en sti med løse sten. Jeg sendte en del hilsner til mine støvler, der reddede mine ankler fra forvridninger ved flere lejligheder. Vejen ned var ikke så fysisk hårdt, som når vi gik opad. Men det er til gengæld hårdt for knæene.
Da Jørn begyndte at bekendtgøre hvor mange meter, der var ned til pubben Wasdale Head Inn, steg tempoet lidt. Til sidst løb Jan og jeg, for at komme derhen (det var nu mest til ære for fotografen!).
Efter en omgang velfortjente pints, kunne vi holde til de sidste 200 meter til vores bed & breakfast i Lingmill House hos Tim. Hele dagen havde vejret været flot og skyfrit, men mens vi tog et bad, skyede det til og vi gjorde klogt i at tage regntøjet med, da vi skulle hen og spise aftensmad på pubben – eneste chance for at spise, hvis man da ikke lige ville betale 2-3 gange så meget på hotellet lige ved siden af – sikker fra samme køkken…
Vi diskuterede programmet for morgendagen. Der var indlagt hviledag, så vi skulle have 2 overnatninger hos Tim i Lingmill House. Hviledagen kunne bruges til at slappe helt af, gå en let tur eller slet og ret spadsere op på Englands højeste bjerg, Scafell Pike. Ja, jeg ved godt, at Ben Nevis i Skotland er højere, men i dette område taler man altså kun om England og ikke Storbritannien!
Stemningen hos Jørn og jeg var, at vi gerne ville på Scafell Pike. Jan mente ikke, at han orkede det. Så resultatet blev, at vi lige skulle se morgendagen an, før vi besluttede os.
Aftensmaden på pubben bestod af Cumberland Sausage til de andre og Beef Chili (Chili con Carne) til mig. Comberland Sausage minder meget om krydret medisterpølse.
Efter aftensmaden var vel indtaget, satte vi os ned til floden og nød et par pints af pubbens eget bryg, Yewbarrow, mens myggene nød især mig!
Tilbage til vores b&b. Jeg havde fået enkeltværelse, så mon ikke det blev en rolig nat?
